|
1975 Kalundborg Folkeblad, Ole Gybels hjælpearbejde i England, den 25 juli side 6 (Der er billede men det meget mørk)/Ole ses ikke på Jyderup Realskole
Ung Jyderup'er på engelsk hjælpearbejde
Ole Gybel fortæller om den verdensomspændende aktion.
Det er nu ca. to måneder siden den unge Jyderupper, Ole Gybel, søn af repræsentant V. Gybel Jensen, Fuglsangsvej, Jyderup, rejste til England for at vie sig det engelske verdensomspændende hjælpearbejde "The Ockenden Venture", og han fortæller - som lovet før afrejse - om sit arbejde i organisationen, der netop har eksisteret i 20 år.
Ole Gybel fortæller: - The Ockenden Venture-organisationen har i de forløbne 20 år beskæftiget sig med alle former for hjælpearbejde for mennesker, der af en eller anden grund har lidt nød. Dette være sig enlige, gamle, unge fra London, polske og russiske flygtninge, helt tilbage fra 2. verdenskrig, invalide libetanere, chilenske socialister, børn og unge fra Bangla Desh og Etiopien, og ikke mindst vietnamesiske børn. Alt dette - og meget mere - på initiativ af Miss Jayce Pearce, som efter at have arvet et herresæde - startede The Ockende Venture.
Rundt i verden
Organisationen i England i dag består i dag af elleve hjem, placeret rundt omkring i landet. Disse hjembeskæftiger sig for tiden med adfærdsvanskelige unge og andre unge fra Uganda og Etiopien, samt vietnameserbørn. Rundt omkring i verden er der desuden hjem og kontorer, hvorfra der arbejdes på at hjælpe særligt ramte befolkningsgrupper. Det er fra et sådant hjem de fleste af børnene kommer her på Keffolds House, hvor jeg er medarbejder. foruden er her ca. 30 vietnamesere, samt 5 piger fra Uganda, en familie fra Etiopien, 6 piger fra Polen og 2 drenge fra Tibet. De har alle det tilfælles, at de er politiske flygtninge.
"Full-time" job
I øjeblikket består Ole Gybels arbejde i, at passe 5 vietnamdrenge og han siger herom: "Det er et 100 pct. full-time job, da de kræver konstant opmærksomhed på grund af forskellige tilpasningsvanskeligheder og store frustrationer over alt det nye. to af dem er fra Ockendehjem i Saigon, to er samlet op på Saigons gader, umiddelbart før kommunisterne overtog byen. Alle fem er forældreløse og har ingen familie i Vietnam - hvilket iøvrigt gælder for alle børnene her. En anden gruppe består af 6 polioramte piger, der skal optrænes. De var ellers, efter endt behandling, sendt tilbage, for så igen at komme hertil sammen med flygtninge.
Begyndelsen var - forståeligt nok - uhyre vanskelig. Disse børn er revet ud af enhver for for vane. De kommer til nye omgivelser, nye mennesker, nyt klima, mennesker, der er forskellige fra dem, de før har kendt. En del har været "nødt" til at stjæle for overhovedet at få noget at spise. Så plantes de om til et sted, hvor ingen taler deres sprog. Når de gør ting, der efter vore normer er uartige, er det meget vanskeligt at forklare dem, hvorfor de ikke må dette eller hint. Det resulterede i starten i, at de begyndte at ødelægge deres senge, skabe, legetøj osv. til sidst måtte man virkelig gribe til at revse dem, stadig uden at kunne forklare hvorfor.
En trist situation at stå i for os, som "værger". Den første månedstid havde vi sådan en "kamp" næsten hver dag, og det kunne let vare både én og to timer. Som tiden går bliver det bedre, de begynder at forstå det engelske sprog og dermed også lidt af meningen med deres ophold, specielt efter en dag, hvor repræsentanter for det nye styre i Vietnam pludselig og uventet ankom i to biler og anmodede om at få "deres" børn med hjem. Repræsentanterne tog straks fat med at forklare børnene, hvor godt der var blevet i Vietnam efter amerikanerne havde forladt landet og krigen var slut, og lovede børnene, at de skulle få "forældre" og trygge kår, hvis de ville komme tilbage.
Set fra vores synspunkt, kunne man i en by som Saigon, hvor 300.000 forældreløse og handicappede børn i øjeblikket befinder sig, ikke endnu have plads til flere. Efter en kort polemik kørte repræsentanterne med uforrettet sag. Imidlertid havde det vakt tvivl og nysgerrighed hos børnene, men en familie - kort forinden ankommet fra Vietnam forklarede børnene, at de sandsynligvis ville blive dræbt, hvis de vendte tilbage.
- Siden har børnene ikke én eneste gang ytret ønske om at vende tilbage.
"Hunderædde"
For øvrigt har det været meget sparsomt med objektive, oplysninger om styret efter overtagelsen af Saigon. Propagandaen har været lige kraftig nok fra begge sider, men fakta er i hvert fald, at enhver vietnameser jeg har talt med under mit ophold her, her hunderædde for kommunisterne.
Den omtalte familie, der advarede børnene, er en vietnamesisk ambassadør familie, der har søgt politisk asyl i England, med status som flygtninge og midlertidig ophold på Keffolds. To af ambassadørparrets fem børn skal efter skoleferien begynde at studere på Cambridge University, to andre begynder i almindelig skole. Selv med de voksne var der visse tilpasningsvanskeligheder, da det pågældende pars sociale stade havde ligget betydeligt højere end det miljø, børnene kom fra. De tog afstand fra børnene, men det ændrede sig da de indså, hvor værdifuldt børnenes sproghjælp var for nye ankomne.
1975 KF Ole G 26 juli side 6
Ole Gybels rejseberetning II
Ung Jydrup'er på engelsk hjælpearbejde
I sidste del af beretningen fra Ole Gybel, Jyderup, der viser sine kræfter og interesse i den engelske verdensomspændende hjælpeorganisation.
The Ockender Venture, fortæller han videre om hvordan den vietnamesiske ambassadørfrue, der først havde følt sig hævet over børnenes sociale stade, gik med ind i arbejdet da der var brug for hendes bistand som oversætter.
Ole Gybel har været med til at starte en skole for de ældste vietnambørn, og her er det en uvurderlig hjælp, at ambassadørfruen kunne både oversætte og forklare - og nu er børnene nået til, at kunne mellem 150 og 200 engelske ord. Det morsomme er, at de er begyndt at benytte dem når de indbyrdes taler samme. Faktisk lyder det virkelig sjovt, at der midt i strømmen af de mærkelige lyde, som vietnamesisk er sammensat af, pludselig genkender ord på engelsk. Da de begyndte at kunne tale og forstå engelsk, indså børnene også det "rimelige" i, at vi til gengæld lærte deres sprog og de forsøger ihærdigt, at sætte os ind i deres - "for os at høre - mærkelige sprog. Deres "sprogundervisning" er dog ikke med samme held som vores, eftersom de anvender lyde der for os er umulige at udtale.
Tragedier
Nu hvor vi kan begynde, at "konversere", beretter børnene om de tragedier de har været ude for i deres hjemland Vietnam. Da det er kommet til verdens kundskab gennem fjernsynet og andre massemedier, skal jeg ikke her komme nærmere ind på alt hvad grusomt de stakkels vietnamesere blev udsat for -
At alle børnene indenfor hjælpeorganisationen, er forældreløse, taler vist for sig selv.
Man kan på denne baggrund undre sig over børnenes enorme lyst til at se film hvor folk skyder på hinanden, det være sig krigsfilm eller cowboyfilm, alt sluger de råt, men, hvis de ved, at der skal vises en dokumentarfilm fra Vietnam, da nægter de at se filmen.
Adoptioner
Alle børnene bliver naturligvis hjulpet og vejledt på enhver måde, ikke blot af os som passer dem til dagligt, men også for en stor del af den lokale befolkning. Da hensigten er, at de fleste af børnene skal blive i England, har man allieret sig med familier, der indimellem kommer og henter børnene, tager dem med hjem og lader dem indgå i familielivet. Flere af disse engelske familier har allerede meldt sig som adoptivforældre, selvom de endnu ikke ved om de pågældende børn skal blive eller sendes tilbage.
Det forholder sig nemlig sådan, at det er to organisationer der samarbejder om, at bringe børnene til England. Den ene, P.V.O, som kalder sig en kristen organisation, og den anden The Ockenden. Knapt halvdelen af vore børn på Keffolds er P.V.O'ere og nu kræver organisationen, at "deres" børn flytter til P.V.O's børnehjem, da man påstår, at vi ikke er i stand til, at oplære børnene i en kristen tro. Der er virkelig røre om problemer, da vi påstår, at det ikke lige nu er et spørgsmål om, at opdrage dem kristent, men først og fremmest, at få dem til, at "falde til" og acceptere tingenes tilstand. Det ville efter min mening være en forbrydelse mod ungerne, at flytte dem nu, hvor de er ved at falde til ro her hvor de er blevet fortrolige med omgivelserne og de betingelser vi stiller. Ydermere skal "Daily Mail", der betaler for de tre hjem, hvor der er vietnambørn, så til at betale for endnu et hjem med fuld besætning for de samme børn. Det virker mange gange, som om man sætter principperne højere i denne verden, end mennesker der lever i den.
Dagens program
Måske vil det interessere læseren, at høre hvordan en dag forløber i dette hjælpearbejde
Her startes kl.8 med at vække børnene, hvilket også har været et problem, eftersom man i Vietnam - på grund af varmen - bliver i sengen til man gider stå op. Kl. 9 går jeg ned på keffolds Cottage, hvor de skolemodne piger fra Uganda og Polen bor. En 9 årige polioramt Uganda pige skal hjælpes op fra sengen og i bad. Pigen er lam i højre side. Ved 10-tiden begynder skoleundervisningen, først med engelsk, derefter beskæftigelsesterapi, bl.a. fremstilles legetøj af kasserede materialer. Det lærer samtidig børnene om det nu så aktuelle genbrug. Efter middag arrangeres en eller anden form for aktivitet, for eks. svømning, boldspil i den nærliggende park, travetur i skoven eller en køretur ud i det blå, for at lære om naturen.
Børnene elsker at køre i bil. Efter aftensmaden er det tiden til, at bade børnene, det vil sige: dagens højdepunkt med vandpantomime for viderekomne! Og så er det TV-tid for de renvaskede, lige til det kl. 21 er sengetid. Det er et endnu større problem at få dem i seng, hvad der naturligvis stammer fra årene hvor de sov længe.
Nå alle er stoppet i seng, i håbet om en rolig nat, skulle det endelig være fyraften, efter en anstrengende, men spændende dag med masser af udfordringer. Man lærer, som dansker, ikke alene englænderne og engelsk sæd og skik at kende, men også at sætte sig ind i menneskeskæbner blandt mennesker fra mange lande. Så gør det ikke noget, at betalingen er lille (svarende til ca. 30 kr. om ugen og der kun er lidt fritid)
Livets værdier
Stedet hvor alt dette forgår: Keffolds House, er en gammel herregård i bedste engelske stil, placeret i de allerbedste omgivelser man overhovedet kan tænke sig, omgivet af skov, på vejen op ad en bakke, fjernt fra de store veje og fristende butikker. Man kunne ikke finde et bedre sted for børn og det er da også mit indtryk, at de kan lide at være her. Her er 15 voksne om at passe 30 børn, så de må vist siges, at være ideelt.
Fritiden - omend den er sparsom - er optaget af kammeratligt samvær, hvilket der er et enormt stærkt behov for på et sted som her, hvor alle kommer for at finde nogle af de værdier i livet, som ikke kan gøres op i penge, ja, som i det hele taget ikke har med penge at gøre. Her drejer det sig om virkelige værdier og opholdet er oplevelse på oplevelse, som jeg aldrig vil glemme.
Ole Gybel
Keffolds House9 |
|
